Her kører motorcyklisterne galt
Skrevet af Rudolf d. 30/06/2010
En ny rapport viser, hvor der forekommer flest færdselsulykker med motorcykler på de danske veje.
Udvidet nyhedstekst
En dybdeanalyse af 41 motorcykelulykker fra Havarikommissionen for Vejtrafikulykker (HVU) viser, at langt de fleste motorcykelulykker i Danmark sker på åben landevej og ikke i byzonerne, hvor der ellers er tæt trafikeret.

I alt 29 af de 41 nærmere undersøgte ulykker skete på landevej med sparsom eller ingen bebyggelse.

De øvrige 12 ulykker skete i byzone, syv af ulykkerne skete i et by- eller villakvarter, og fire ulykker skete i et industriområde. En enkelt ulykke skete i udkanten af en by, hvor der ikke var nogen bebyggelse.

Specifikke ruter hårdt ramt
Det overrasker ikke formanden for HVU, Sven Krarup Nielsen, at ulykkerne sker på landevejen.

”De populære ruter at køre på er oftest kommuneveje. De er som regel ikke særligt trafikerede og har derfor lav prioritet på vejbudgettet. Vores budskab er, at vejforvaltningerne med få midler og en begrænset indsats kan rette op på nogle af de forhold, som gør det farligt for motorcyklisterne,” fortæller formand for HVU Sven Krarup Nielsen.

På HVU's hjemmeside kan man også se på hvilke strækninger, der oftest forekommer motorcykelulykker.

Der er især vejstrækninger omkring hovedstadsområdet mod Nordsjælland, Århus/Østjylland og mellem Frederikshavn og Skagen, der er hårdt ramt af ulykker.

Kører for stærkt
Undersøgelsen viser dog også, at motorcyklisterne i de 41 ulykker ofte kørte for stærkt, og det gjorde det ikke nemmere for bilisterne at opdage dem i tide.

Faktisk kunne halvdelen af de 41 ulykker være undgået, hvis motorcyklisterne havde overholdt hastighedsgrænsen eller tilpasset hastigheden efter forholdene.

Kilde: fpn.dk